2 måneder senere: update på min sygdom

Bluse fra Maché (desværre ikke online)

Nå venner. Der er gået noget tid siden jeg sidst har plapret løs om mit stofskifte, så jeg tænker jeg lige vil give jer en update herpå.

Læs 1. blogindlæg om min sygdom HER

Læs 2. blogindlæg om min sygdom HER

Læs 3. blogindlæg om min sygdom HER

Læs 4. blogindlæg om min sygdom HER

Alt går faktisk rigtig, rigtig godt. Jeg får taget blodprøver hveranden uge og min læge ringer hveranden uge og følger op. Det er mere eller mindre blevet en rutine. En ikke så hyggelig rutine. Det er lidt ligesom da man var lille og ikke kunne lide at få børstet tænder. Man vænner sig til det med tiden – håber jeg 😉

Jeg har kun været forbi lægen fysisk én gang efter selve diagnosen blev stillet, da vi kun mødes én gang om måneden cirka. Jeg har en aftale med lægen i næste uge og jeg er sgu en lille smule nervøs. Over hvad ved jeg ikke – hun vil jo bare hjælpe mig. Men det der med at mødes ansigt til ansigt, virker en smule intimiderende. Som om det ikke er nok at vi taler over telefonen. Er der mon noget nyt hun vil fortælle mig?!

Hun er sgu sød nok. Hun ringer og følger op og forklarer mig tingene på en meget pædagogisk måde hver gang, da jeg går i totalt spørge-jørgen-mode. Jeg er naturligvis meget interesseret i at finde ud af hvornår jeg (forhåbentlig) bliver 100% rask og jeg stiller en masse andre – garanteret helt hen i vejret – spørgsmål hver gang hun ringer.

Lige nu ser mine tal ok ud. Der er ét af tallene der er mere eller mindre stabiliseret. Så mangler vi bare resten (og der er vist et par stykker der stadig er ude af funktion). Hun startede med at fortælle mig, at der ville gå 2 års tid før jeg var “kureret” (føj det lyder søgt). OG det kommer der nok også til. Min skjoldbruskirtel vil ikke rigtig reagere på medicinen, så det er bare at vente, regulere dosis på medicinen, vente, regulere, vente, vente, vente og regulere. Sååååå ja. Laaaaaang proces.

I det mindste er mine hænder og ben holdt helt op med at ryste. JEG KAN LØBE IGEN (wuuuhuuuu). Jeg sover om natten og jeg har ikke svedeture på samme måde. Jeg kan dog mærke at jeg stadigvæk er træt og har brug for Laura-tid i tide og utide. Jeg har behov for at trække stikket for at kunne være social på andre tidspunkter. Det lyder fucked, men det er nu engang sådan det er.

Det ville også være underligt hvis ALT gik i sig selv efter er par måneder (på medicin) når de forskellige dingenoter inden i mig, stadigvæk ikke virker. Min læge forklarer det således, at den del af hjernen der sender beskeder ned til min skjoldbruskirtel (hypofysen) er chefen. Chefen sender normalt beskeder til kirtlen om hvilke stoffer den skal sprede i kroppen for at være i balance. MEN chefen er taget på en laaaaaaang ferie og derfor danser musene på bordet. Altså min skjoldbruskirtel fucker helt op og sender ALT for meget af det hele afsted, der gør, at min krop nærmest er på speed hele døgnet rundt. Sygt ing?

Alt i alt. Jeg har det godt og er fortrøstningsfuld. Jeg kan jo for fanden løbe igen 🙂

<3 – LAU