En mindre højtidelig blog om alt mellem himmel og jord. Det behøver ikke være så seriøst det der bloggeri. Én ting jeg kan garantere er, at det bliver sjovt. Håber jeg! Vi ses her på domænet - hele tiden. Blev der sagt!
Gurls. Idag – for en time siden – lagde jeg et billede på Instagram af mig til Confetti receptionen iført i en ny og lyserød kjole fra Asos. Mange af jer har spurgt på link, så det har jeg fundet. Den er totalt udsolgt i den “almindelige” version, men den er der i alle størrelser i “Maternity” versionen. I min optik skal kjolen sidde løst. Det gør den endnu mere pæn! Spørgsmålet er, om der overhovedet er særlig meget forskel på de varianter. Anyway her er kjolen:
I det tredje og næstsidste afsnit af Style Duellen – i hvert fald det næstsidste med mig (høhø), får vi til opgave at style Emil under temaet: Sporty Chic. Det var en ret grineren opgave, at få lov at style en fyr med pigetøj. Shit han er sjov ham Emil. Tjek det ud her:
Synes I egentlig, at Style Duellen er ligeså fedt som jeg gør? Jeg ved jo, at mange af jer der læser med her på domænet, har nogenlunde samme alder som mig. I realiteten er vi jo ikke lige frem målgruppen for hele den her youtube verden (jeg er dog helt pjattet med den). Så jeg er bare lidt nysgerrig? Hva hva hva?
Forord: I forbindelse med Pieces fantatiske kampagne #awesomegirls, hvor kvinder opfordres til at hylde hinanden, har jeg en lille historie på hjerte.
Min aller bedste veninde og jeg har kendt hinanden i lidt over 10 år. Vi lærte hinanden at kende, da hun netop var gået ud af gymnasiet. Hun fik job på samme famøse københavner café, hvor jeg arbejdede. Herfra startede vores (forhåbentlig) livslange venskab. Der var fuld fart over feltet pretty much hver dag og vi hang sammen som 2 perler på snor. Vi flyttede hurtig sammen og levede i vores helt egen osteklokke. Alt vi foretog os var som et andet ægtepar – hånd i hånd. Vi var uadskillelige. Vi havde udviklet vores helt egen måde at se verden, tackle mennesker og situationer på. Jeg følte seriøst jeg kunne klare hele verden, så længe jeg havde hende ved min side – ALT andet var ligegyldigt.
Årene fløj og pludselig en dag stod Rob der. Jeg pakkede mit happengut og slog lejr hos Rob i stedet. Den dag i dag tænker jeg tit over, hvor hurtigt det hele gik lige dér. Ikke fra Rob og jeg mødte hinanden til jeg flyttede ind hos ham. Nej men – hele situationen fra jeg sagde dét til min veninde, til jeg rent faktisk stod med en flyttekasse i hånden i Robs’ lejlighed. Jeg husker hele den periode meget svagt. Ligesom mine erindringer fra dengang mine forældre blev skilt. De er også hvisket mere eller mindre bort fra lystavlen. Det var faktisk en skide hård periode og hukommelsen har det med at drille mig dér hvor det nev rent følelsesmæssigt. Jeg kan huske, at jeg var meeeega pega skide hamrende pisse nervøs, da jeg skulle fortælle hende om min og Robs’ store beslutning. Jeg græd faktisk. Jeg var bange for, at hun ville tro, at jeg valgte hende fra og jeg ikke havde lyst til, at være i osteklokken længere. Men som den gode veninde hun er, var hun rigtig glad på min (og vores) vegne.
Lyserød hoodie 249,95 kr HER // Grå hoodie 249,95 kr HER
Ikke længe efter fandt hun ligeledes en mand. En rigtig sød mand, som oven i købet kender Robs. Det er jo toootalt win for 2 veninder at deres kærester kender (og godt kan lide) hinanden. Den første lange periode var én lang parmiddag. Vi var hele tiden ude og få sjusser, spise og fjolle rundt. Os fire og alle vores andre fælles venner. Jeg husker tydeligt, at hende og jeg tonsvis af gange har grædt af glæde i vores branderter, fordi vi bare var så lykkelige over vores situation. Vi har highfivet, grint og aftalt at aftale vores graviditeter samtidig (ikke at man kan det, but you knooow!). Ikke meget havde ændret sig (fra osteklokken) andet end begge påhæng (oookay den kan godt misforståes) og alligevel formåede vores helt særlige bånd IKKE at krakelere. Mange af jer ved hvad der kan ske når der kommer mænd ind i billedet. Aight?
Utallige kys, lykketårer og krammere senere så er alt ved det samme. BORTSET FRA.. Det er det ikke. Vi er der ikke for hinanden på den der osteklokke måde længere. Tiden går, klokken slår og der bliver prioriteret helt forkert. Jeg har gået i mange måneder og tænkt og tænkt og tænkt:
Ringer jeg ikke nok? Gider hun ikke at se mig? Er det hendes kæreste der ikke gider? Er jeg nederen at være sammen med? Har jeg gjort noget? Jeg må hellere finde mig nogle nye venner. Helt ærligt!! Så fuck hende!! osv osv osv.
Jeg er nærmest blevet indebrændt og fornærmet. Jeg har følt mig magtesløs og har egentlig bare givet op. Jeg har været røv ked af det!!! Jeg har intet gjort eller sagt til hende, da jeg samtidig var bange for at det var mig der var for fint-følende. Hold kæft hvor er det er dumt det her.
Min veninde er heldigvis den bedste jeg kender, til at sætte ord på tingene og det skal jeg love for at hun fik gjort for nogle uger siden, da hun heller ikke kunne holde ud, hvad vores venskab VAR blevet til. Livet er et stort (fucking) P! Det vil jeg give hende ret i til den dag jeg dør:
Om en måned tager vi til Paris – bare hende og jeg – på bagrund af denne håndsrækning.
Micha du er den aller bedste veninde og jeg elsker dig helt op til månen og tilbage igen. Fuck du er awesome! <3
Endnu et afsnit af Styleduellen er online og i dette afsnit leger jeg stylist. Temaet “SUNDAY CHILL” var jo perfekt til mig og til min stil, så jeg greb hurtigt tjansen som stylist i dette afsnit. Hvordan det går, kan I se lige her:
Jeg ligger lige i sengen og stener med min computer (wow hvor er det dejligt på en højhellig søndag) og fik lyst til at skrive et blogindlæg om nogle ting jeg savner. Jeg startede nemlig morgenen med en ordentlig omgang arbejde. Ikke at jeg gad, men af ren nødvendighed. Jeg kommer nemlig ikke ind kontoret hele mandag og hele tirsdag, da jeg skal noget meget, meget spændende ifm. en kampagne jeg har udarbejdet for et stort brand (kan I huske jeg fortalte jer om det HER?). I det mindste er det overstået nu. Virkelig (!) en dejlig fornemmelse.
Uden for vinduet kan solen og regnen ikke helt finde ud af hvem der bestemmer. Èn af de dage, hvor det ikke gør noget, at man ikke kommer udenfor en dør. Jeg kunne godt finde på at blive liggende resten af dagen faktisk. Før jeg besluttede mig for at skrive et blogindlæg, kiggede jeg på billede – mine egne billeder. Det lyder narcissistisk – men jeg kan godt lide at kigge mine egne billeder igennem. Der er så mange gode minder og man tager vel egentlig også kun billederne, for at kunne kigge på dem igen senerehen. Ing? Undervejs mit kiggeri fik jeg pludselig en savn til rigtig mange forskellige ting. Såsom at jeg savner sommeraftenerne i Rørvig. Masser af lækker mad ude på terrassen med markblomsterne fra gåturen.
Jeg savnede lige pludselig at gå med hue og lag-på-lag-tøj. Komme hjem fra arbejde og tænde stearinlys, tage dynen med ind i sofaen og se en før-aftensmad-film. Det er faktisk virkelig en hyggelig årstid. Er jeg den eneste der har det sådan? Så savner jeg hende her. Lille noodlemus. Der sker så meget i øjeblikket med hende. HVER gang jeg ser hende kan hun noget nyt – også selvom der kun er gået et par dage. Det er ret inspirerende med de unger (wow.. Skrev jeg lige det?! Det kan være at det snart er min egen tur, siden det ligefrem er inspirerende). Jeg skal heldigvis se hende i dag. Hvis jeg altså kan komme ud af sengen 😉
Jeg savner mine bedste venner. Jeg ser dem jævnligt. Men jeg savner, at være tætte med dem ligesom dengang, der ikke var kærester indblandet. Puha. Det skræmmer mig faktisk, hvor voksne alle er blevet henover de sidste 3-4 år. Karrieren kører derud af, kæresterne er kommet for at blive og der bliver lagt planer med svigerfamilien hver og hveranden weekend. Jeg føler at vores venskab flyver over hovedet på mig og at jeg ikke kan følge med i alle de voksenbeslutninger der bliver taget. Jeg har sagt til mig selv, at det fandma er nu jeg skal nyde dem og jeg har tænkt mig at gøre tingene anderledes. Jeg vil ses meget mere med dem der betyder noget for mig. Bla. Micha og Storm. Mine 2 bedste venner <3
Jeg savner allerede mine brune skinker…. Der går et år før de ser sådan ud igen. Buuuuh!!Jeg savner at se Robs ride. Jeg har kun set ham ride én gang og det var noget af det sjoveste jeg længe har været med til. Robs og jeg og vores vennepar holdte sommerferie på Læsø (min familie har en stor gård deroppe, som vi lånte). Vi havde behov for at der skete noget en af dagene, så jeg bookede en tur på nogle Islandske heste. Rob tog cowboybukser på.
Da vi kommer ud til gården med hestene fik Robs sin egen søde og meget stærke hest (navnet på hesten er glemt). Som det meget tydeligt ses (scroll ned), er Robs stolt som bare faen over hans nye bekendtskab. Vi rider afsted.
Efter lang tids skridten. Vil jeg gerne have lidt mere fart på. Vi sætter hestene i tølt (samme som trav). Robbe sidder godt i sadlen. Det er ikke så bump-bump-bump som jeg havde regnet med. Efter et stykke tid kan jeg se på Robs, at der er noget galt. Det ser ud som om der er noget der gør ondt. Han nægter ALT!
Da vi er tilbage på gården igen, bliver Rob ved med at prøve at kigge inde i sine bukser bagtil. Jeg bliver nødt til at hjælpe. Manden har simpelthen fået vabler i rumpetten pga. hans cowboybukser og den sygning der sidder “mellem ballerne”. Jeg dør af grin.
Rob var stadig glad for sin hest og han gav den en ordentlig og blid omgang med striglen efter turen. Der var fed energi!!
