---Reklame for København Kommune og Politi---
For et par år siden blev min dyre, dyre Mulberry task
Se næste indlæg >
Min sygdom: jeg er bange!!
Jeg tænkte, at jeg lige ville tappe ind 6 dage efter jeg skrev DETTE blogindlæg. Siden da har jeg fået medicin. Noget der hedder Thiamazol 2care4 (5mg) og noget der hedder Propranolol (10mg – også kaldet betablokker). Det ene er mod forhøjet stofskifte det andet er mod tremor – min rysten og hjertebanken. Jeg kan ikke mærke en skid forskel 🙁
Jeg har en aftale med lægen torsdag i denne uge og en aftale med Riget tirsdag og torsdag i næste uge. Så der er fuld tryk på undersøgelserne, hvilket i og for sig er dejligt nok, trods min frygt for hospitaler. Jeg ved ikke hvad, det er men hver gang, jeg er på et hospital og det har noget med mig selv at gøre, så begynder jeg altid at græde. Først når alt er overstået vel og mærket. Måske det egentlig bare hedder lettelse?! Der er bare noget med hospitaler, noget rigtig creepy over dem. Især Riget. Jeg vidste, at jeg aldrig skulle have dyrket tv-serien “Riget”. SHIIIT hvor er den uhyggelig. Har I set den?
Jeg må desuden heller ikke træne, før mit stofskifte er stabiliseret, da det er for farligt for hjertet lige nu. Jeg kan risikere at få hjertesvigt hvis jeg presser mig selv for hårdt – hvilket jeg gjorde til boksning i sidste uge (inden jeg havde talt med lægen) hvor jeg pressede mig selv til det yderste. ALDRIG har jeg haft det så dårligt. Jeg var ved at kaste op på gulvet, jeg kunne ikke se ud af øjenene for de sorte prikker og mine ben var LIGE VED at skvatte sammen. Jeg blev nødt til at sætte mig ned resten af tiden. Jeg fik fortalt boksetræneren, at det var fordi jeg havde glemt at spise morgenmad. Hvilket jeg troede fuldt og fast på.
Jeg er totalt i chok over, at jeg ikke har lyttet mere til min krop. Jeg er virkelig overrasket over hvor naiv jeg har været og ærlig talt en lille smule bange for min egen dømmekraft. Hvordan kan jeg have gået rundt og troet alt var helt normalt? Hvordan kan jeg have troet jeg bare har været stresset? Hvordan kan jeg tro at jeg bare har glemt at spise morgenmad?
Jeg er i chok!!
Og så er jeg pisse bange for fremtiden. Jeg er pisse bange for hvad de fortæller mig på hospitalet i næste uge.
Der er så mange af jer der har skrevet en masse søde beskeder til mig. Jeg synes det er fantastisk at høre om jeres historier. Ikke fordi det er fantastiske historier (tværtimod), men fordi det er fantastisk hvad de sociale medier kan ift at dele disse ting og fordi jeres historier beroliger mig. Det er jo helt utroligt, hvor mange der render rundt med denne sygdom og lever et helt normalt liv ved hjælp af deres medicin. Men tænk at JEG skal tage medicin resten af mit liv for at have en normal hverdag?! Den havde jeg bare ikke set komme. Hvad med min træning? Min kost? Gå i byen? Partycig’s?
Hvad fanden skal der ske?
Ååhhh. Hvor vil jeg bare gerne have en afklaring NU!
Buskedragt fra Envii 450 kr HER
<3 – LAU
Kære Lau,
Melder mig lige på banen som en af dine trofaste følgere. Jeg har selv colitis (kronisk tarmsygdom) og tager rimelig stærk medicin dagligt. Jeg har været ret syg, men er så heldig, at jeg har ro i sygdommen nu, og kan leve helt normalt. Det sætter jeg sindssygt meget pris på!
Når det er sagt, så forstår jeg virkelig godt dine tanker og bekymringer. Mit lille råd til dig er, at du ikke må være så hård ved dig selv. Som du selv nævner, så er det fantastisk, hvad de sociale medier kan. MEN én ting jeg har lært af at få colitis, det er, at man ikke skal tro alt for meget på alle de selvbestaltede sundhedsguru’er (Umahro inklusiv), der er at finde rundt omkring på nettet. Det er en jungle uden lige. Jeg forsøgte jeg ved ikke, hvor mange forskellige ting, for at undgå medicin, men uden held. Og gang på gang, er der mennesker, der påstår, at man “lige” kan helbrede sig selv engang – også for kroniske sygdomme ja, som ikke engang lægevidenskaben kan helbrede med medicin.
Min pointe er – pas på dig selv, mærk efter i din krop (det skal nok komme) og spis sundt og varieret (som du helt sikkert allerede gør) og drik VIN med dine veninder (med mindre du får det dårligt af det) fordi du kan og fordi du er ung og i live.
Det lød meget filosofisk lige pludselig – det var altså ikke meningen. Men jeg var indlagt i tre uger på et tidspunkt, hvor jeg nærmest kun ville have hospitalets havregrød lavet på vand, for der var jo gluten, laktose og sukker i meget andet. Jeg var total low på protein og så kom der en sygeplejerske med en proteindrik og sagde “den skal du drikke”, hvortil jeg svarede “men det kan jeg ikke, for der er jo laktose i” – Jeg troede seriøst jeg kunne “helbrede” mig selv med alt muligt heksekunst (har også været forbi bukkehornsfrø og brændnældethe – theen smager faktist godt og der er jern i 😉 ). Dertil svarede hun, at det jeg skulle arbejde med og acceptere var ikke kostændringer, men derimod erkende, at jeg havde fået en kronisk sygdom. Det gav mig en sindssyg ro og har gjort, at jeg ikke længere slår mig selv så meget i hovedet for at være til og leve et så normalt liv som muligt.
Undskyld den lange smøre og rigtig god bedring og pøjpøj med næste hospitalsbesøg 🙂