Når man ikke får sagt farvel

I går – lørdag – sad jeg i sofaen og fedtede rundt på min computer, da min far pludselig ringede. Jeg tænkte at han måske ville spørge om Robert og jeg havde lyst til at komme op i hans sommerhus og se deres nye hund. Jeg sad allerede og overvejede om det var noget jeg kunne overskue, da jeg får min far i røret og det første han siger er: “Farfar har fået fred”.

Min farfar. Eller han er faktisk ikke min ægte farfar. Han er i hvert fald ikke min fars far. Men har været gift med min farmor – som desværre også er gået bort – lige så længe jeg husker. Jeg tror faktisk ikke at jeg nogensinde har mødt min ægte farfar eller også kan jeg bare ikke huske det. Derfor ser jeg ham som min farfar – jeg har dog altid bare kaldt ham ved hans fornavn. Jørgen.

Jørgen havde været syg længe. Han havde desværre udviklet alzheimers. En virkelig forfærdelig sygdom, som jeg ingen gang ønsker rammer min værste fjende (hvis jeg altså havde sådan én). Han var begyndt at køre rigtig meget i bus til sidst og hvorfor han gjorde dette kunne han ikke selv huske. En gang i mellem blev min far ringet op at politiet der fandt Jørgen rendende rundt meget sent om aftenen – helt kold og træt og ikke kunne finde hjem. Jørgen boede i Hørsholm og blev ofte fundet i Lyngby. Shit. Det må være så forfærdeligt at være Jørgen mand – hvis han altså vidste hvad der foregik! Min mor og jeg er også kommet op til ham en dag hvor han havde ladet hele hytten stå åben og gået op til bussen – for han skulle da ud og køre en tur. Vi fik ham heldigvis overtalt til at tage med tilbage og så fik vi noget mad i ham. At spise huskede han nemlig heller ikke selv. Nogle gange kunne han også bare begynde at skælde én ud. Han vidste jo ikke hvad der var op og ned. Han begyndte faktisk at være truende overfor de damer der kom hjem til ham med piller og mad. Jeg tror han har været bange.

Til sidst var det så slemt at min far besluttede han skulle på et alderdomshjem. Det synes jeg er helt fint, da Jørgen var til fare for sig selv. Der har han ligget i et par måneder og tror I at jeg har været der én eneste gang og besøge ham? Nej. Jeg har åbenbart haft for travlt med at leve mit eget liv. Jeg har dog så sent som i denne uge aftalt med min mor, at vi skulle besøge ham sammen på onsdag. Det var bare for sent…….

Jeg er glad for at Jørgen har fået ro og er kommet op til min farmor. Han har ikke kunne leve normalt, siden hun gik bort. Han var så mega forelsket i min farmor og det elsker jeg ham for. Men at jeg ikke har fået sagt farvel, besøgt ham eller sad ved hans side da det skete – det har jeg meget svært med at tilgive mig selv for. At jeg har været så egocentreret og ingen taget mig tid til at besøge ham!!! Hvad fanden sker der? Det her handler 100% om min dårlige smag i munden, for han havde jo nok ikke fået noget ud af at jeg var kommet, da han ikke ville kunne huske mig. Men jeg fik ikke sagt farvel og tak for alle de gode minder(!).

Efter den opringning i går er der nogle ting, der er gået op for mig. Der skal omprioriteres i mit liv.

<3 LAU